Tema 4: Afprøvning, opfølgning og forankring
Indhold
Formål: At skabe fremdrift, læring og varig effekt, når nye løsninger afprøves i praksis, og sikre, at de fastholdes og udvikles over tid.
Værktøjer:
Værktøj 1: Afprøvning af løsninger og korte opfølgningsmøder
Værktøj 2: Proces til forankring af løsninger
Det står I med bagefter:
En plan for afprøvningsperiode og opfølgningsmøder, fælles metode til at følge op og justere løsningen samt handlinger, der sikrer varig forankring i hverdagen.
Del 1: Skab fremdrift og motivation med afprøvning og opfølgning
Hvorfor er det en god idé at afprøve løsningen i praksis i en afgrænset periode, fremfor straks at gøre den permanent? Og hvad er fordelene ved hyppig opfølgning?
Løsninger fungerer ofte godt på papiret, men møder udfordringer, når de skal udføres i praksis – derfor er justeringer og genbesøg ofte nødvendige.
Det er lettere at skabe engagement og opbakning til en løsning, der afprøves (og eventuelt løbende justeres) i en tidsbegrænset periode. Det er særligt vigtigt, hvis løsningen ikke er alles favorit, eller hvis der er usikkerhed om dens effekt.
Hyppig opfølgning skaber fremdrift og motivation, mens stilstand og uløste problemer virker demotiverende. Opfølgningen sender også et klart signal om, at ledelsen fortsat prioriterer, at løsningen skal lykkes.
I Værktøj 1, Faciliteringstip til korte opfølgningsmøder får I faciliteringstips til korte opfølgningsmøder samt en proces til at planlægge afprøvning og opfølgning.
Del 2: Forankring – så løsningen bliver ved med at leve
Hvorfor er forankring vigtig?
Forskningen viser, at kun 25–50 % af nye løsninger fortsat bliver brugt konsekvent 6–12 måneder efter implementering – selv når medarbejderne var glade for løsningen fra start. Det skyldes, at ny adfærd og nye rutiner kræver gentagelse over tid for at blive en fast del af praksis.
Hvornår er en løsning forankret?
En løsning er forankret, når alle relevante medarbejdere fortsat bruger den i den aftalte form og kvalitet – og den skaber den forventede effekt, også 6–12 måneder efter, at den officielt er gjort til drift.
I Værktøj 2: Del erfaringer med forankring, får I en proces til, hvordan løsninger kan forankres.
Refleksion: Hvordan går det med løsningen?
- Hvordan går det med at bruge [løsningens navn]?
- Hvor ofte – og hvordan – bruger jeg/vi den?
- Hvilken effekt skaber den?