Tema 2: Dialog og fælles løsninger
Indhold
Formål:
At styrke kommunikationen og skabe dialog, der giver reel involvering, hvor vilkår og muligheder for indflydelse formidles klart, misforståelser håndteres, og fælles løsninger findes med afsæt i kollektiv intelligens.
Værktøjer:
Ark 1, Forberedelse og proces til spørge-svar-seance
Ark 2, Praktiske greb til at styrke kollektiv intelligens
Ark 3, Proces for høj indflydelse og fælles løsninger
Det står I med bagefter:
En plan for spørge-svar-seancer og fælles dialoger, fælles forståelse af forandringen og styrket evne til at skabe løsninger i fællesskab.
Del 1: Skab fælles forståelse gennem dialog
Formålet med dette tema er ikke kun at kommunikere vilkår og muligheder for indflydelse, men at opdage og afklare misforståelser og ubesvarede spørgsmål, og på den måde skabe en fælles forståelse for forandringen, hvor alle – ikke blot nogle få – kommer på banen.
En typisk faldgrube er at antage, at kommunikationen er 1-vej og uden misforståelser, hvor alle hører og husker alt, der blev sagt, og forstår det lige som det var ment.
Kommunikation er til gengæld næsten altid 2-vejs, hvilket betyder, at:
- vi hører og forstår ting forskelligt
- der opstår misforståelser og spørgsmål
- nogle får ikke sagt det, de undrer sig over
I Værktøj 1: Forberedelse og proces til en spørge-svar-seance får I en proces for, hvordan I kan forberede jer på at formidle vilkår- og mulighedsrummet til de relevante medarbejdere ved at udføre en spørge-svar-seance.
2-vejsformidling
Del 2: Brug kollektiv intelligens til at finde gode løsninger
Når alle skal bidrage aktivt, kræver det en fælles forståelse af, hvordan dialogen foregår. Her kan begrebet kollektiv intelligens bruges som et praktisk redskab til at få flere stemmer og perspektiver i spil og dermed skabe bedre løsninger.
Kollektiv intelligens er gruppens evne til at tænke og handle klogt sammen. Det handler ikke om den enkeltes intelligens, men om, hvordan gruppen deler og bruger sin viden til at skabe bedre løsninger i fællesskab.
Der er tre mest almindelige årsager til, at vi vælger at bruge vores indflydelse og sige tingene højt:
- Psykologisk tryghed: “Jeg kan sige det direkte, uden at det får negative konsekvenser for mig“
- Forventet effekt: “Det giver mening at sige det, fordi det kan gøre en positiv forskel. Det bliver taget alvorligt, og der bliver gjort noget relevant, som håndterer problemet.”
- Pligt til at sige det: “Jeg bliver nødt til at sige det (– også selvom det kan få negative konsekvenser for mig, og selvom det måske ikke ændrer noget i praksis.)”
Når kollektiv intelligens er høj, kan gruppen:
- Frembringe og integrere hinandens relevante viden, så gruppen samlet ved mere (eller bedre) end hvert individ for sig.
- Omsætte den fælles viden til forslag, beslutninger eller næste skridt, som ingen enkeltperson kunne have udtænkt bedre alene.
I Værktøj 2, Praktiske greb til at styrke kollektiv intelligens får I konkrete metoder til at styrke den kollektive intelligens – husk, at det er noget, der skal trænes løbende.
I Værktøj 3, Proces for høj indflydelse efter principperne for kollektiv intelligens kobles kompetencepakkens værktøjer sammen i en konkret procesplan for, hvordan medarbejderne skal arbejde med at udvikle løsningsforslag i praksis.