Dialog, spørgsmål og input til mulige løsninger

Når rammer og muligheder for indflydelse er tydelige, er næste skridt at tage dialogen. Her handler det om at formidle klart, få alle på banen og opdage de spørgsmål og perspektiver, der kan føre til bedre fælles løsninger.

Indhold

Formål: 
At styrke kommunikationen og skabe dialog, der giver reel involvering, hvor vilkår og muligheder for indflydelse formidles klart, misforståelser håndteres, og fælles løsninger findes med afsæt i kollektiv intelligens.

Værktøjer: 
Værktøj 3: Spørge-svar-seance
Værktøj 4: Kollektiv intelligens

Det står I med bagefter:
En plan for spørge-svar-seancer og fælles dialoger, fælles forståelse af forandringen og styrket evne til at skabe løsninger i fællesskab.

Del 1: Skab fælles forståelse gennem dialog

Formålet med dette tema er ikke kun at kommunikere vilkår og muligheder for indflydelse, men at opdage og afklare misforståelser og ubesvarede spørgsmål, og på den måde skabe en fælles forståelse for forandringen, hvor alle – ikke blot nogle få – kommer på banen. 

En typisk faldgrube er at antage, at kommunikationen er 1-vej og uden misforståelser, hvor alle hører og husker alt, der blev sagt, og forstår det lige som det var ment. 

Kommunikation er til gengæld næsten altid 2-vejs, hvilket betyder, at:

  • vi hører og forstår ting forskelligt
  • der opstår misforståelser og spørgsmål
  • nogle får ikke sagt det, de undrer sig over

I Værktøj 3: Spørge-svar-seance får I en proces for, hvordan I kan forberede jer på at formidle vilkår- og mulighedsrummet til de relevante medarbejdere ved at udføre en spørge-svar-seance. 

2-vejsformidling

Del 2: Brug kollektiv intelligens til at finde gode løsninger

Når alle skal bidrage aktivt, kræver det en fælles forståelse af, hvordan dialogen foregår. Her kan begrebet kollektiv intelligens bruges som et praktisk redskab til at få flere stemmer og perspektiver i spil og dermed skabe bedre løsninger.

Kollektiv intelligens er gruppens evne til at tænke og handle klogt sammen. Det handler ikke om den enkeltes intelligens, men om, hvordan gruppen deler og bruger sin viden til at skabe bedre løsninger i fællesskab.

Der er tre primære årsager til, at vi vælger at bruge vores indflydelse og sige tingene højt:

  1. Psykologisk tryghed: “Jeg kan sige det direkte, uden at det får negative konsekvenser for mig“
  2. Forventet effekt: “Det giver mening at sige det, fordi det kan gøre en positiv forskel. Det bliver taget alvorligt, og der bliver gjort noget relevant, som håndterer problemet.”
  3. Pligt til at sige det: “Jeg bliver nødt til at sige det (– også selvom det kan få negative konsekvenser for mig, og selvom det måske ikke ændrer noget i praksis.)”

Når kollektiv intelligens er høj, kan gruppen:

  • Frembringe og integrere hinandens relevante viden, så gruppen samlet ved mere (eller bedre) end hvert individ for sig.
  • Omsætte den fælles viden til forslag, beslutninger eller næste skridt, som ingen kunne have udtænkt bedre alene.

I Værktøj 4: Kollektiv intelligens får I konkrete metoder til at styrke den kollektive intelligens – husk, at det er noget, der skal trænes løbende.